At rejse er, at leve..

Den velkendte lyd af opstemte måger fylder lokalet kl. 0530. Søvnen indfandt sig ikke før kl. ca. 0200 grundet kuffertopfyldning, madpakkebyggeri og klargøring til afrejse, så lyden er temmelig uvelkommen. Kaffen hjælper lidt på øjnene og på humøret. Realiteterne sover stadig trygt da Far triller den store røde kuffert ned til postkassen, hvor den vil blive afhentet af en kvindelig automobilejer.

En time senere står Far og de 5 Realiteter klar ved selv samme postkasse (se i øvrigt kassen på https://instagram.com/woodwork_anholt/ ) En hektisk time er forløbet med påklædning, tandpleje og interne stridigheder samt adskillige tanker sendt til Realiteternes superlækre mor, der forlod øen dagen før. Hatten af for de enlige fædre..;)

Vi afhentes af endnu en kvindelig automobilejer. Automobilet fyldes op.. Der sidder et barn på bagsædet i forvejen. Nu er der 6.. Vi kører altid efter forholdene her på øen og 6 børn på bagsædet er ikke nogen sjældenhed. Vi kører af sted imod færgen..

Vel ankommet ombord på færgen, sætter Realiteterne i med, at lege med de andre indfødte.

Ganske godt fyldt færge, i forhold til årstiden – der må ha været mindst 30 personer ombord. Alt ånder fred og ro i de velkendte 165 minutter. En formidabel sejlads uden brækposer og uden ballade.

Ved ankomsten til fastlandet, iværksættes kørsel af Realiteterne og deres Far. Kørslen sættes i værk af de efterhånden velkendte kvindelige automobilejere fra Ønskeøen. 2 køretøjer er påkrævet under besøg på fastlandet, og man bliver behørigt spændt fast til sædet. Hvilket postyr..

Efter en godt 5 minutter lang køretur, sættes flokken af ved toget mod Århus, hvor en billet skal erhverves. Med mønter vel at mærke, sedler er åbenbart ikke slået igennem derovre endnu..

Realiteterne har vanskeligt ved, at holde sig i ro. Et par stykker mener, at slagsmål nær kanten af perronen er en god ide, imens en tredje hilser fysisk på en bundet hund af krigertypen. Ejeren dukker aldrig op og man får en fornemmelse af, at barnet nok skulle have holdt fingrene fra den, men nok om det. Toget ankommer og vi indtager det.

Inde i toget har Far lidt mindre, at bekymre sig om. Der bliver kæmpet bravt om de 2 eksisterende gratisaviser og de sidste sandwich i den medbragte skotøjsæske. Skulle man dømme efter de hævede øjenbryn fra damen overfor, skulle Realiteterne måske have holdt lavere profil, men de er på tur og kører i tog. Man må se Realiteterne i øjnene!

Østbanetorvet.. Vi forlader toget, hvor ingen længere er i tvivl om, at vi har været med. Fremmede mennesker vinker til og fra de tilstødende vogne, hvilket vi finder ganske underholdende.

Efter togturen skal vi med bus 888 imod Hovedstaden. På vej til bussen, på gåben, passeres Havnens Perle, hvor vi erhverver os en pølse. Bussen gør holdt lige inden færgelejet i Århus. Vi står på og indtager dermed vores fjerde transportmiddel.

Bussen er fyldt op med mennesker. Der er nøjagtig 6 ledige pladser, fordelt på hele bussen. Ingen kan sidde sammen og Fars nerver ser frem til en fest. Vi skal ikke sidde længe i bussen, før færgen, men det er stadig med tænderne lige i munden.

Realiteterne klarer den halve time til U.G. Den mindste på 2 år laver sin egen fest, og får snart sat smil på de ældre damer og på den kraftige, kraftigt tatoverede fyr på bagsædet. Vi klarer den således i fin stil ombord på Molslinien, hvor vi kan proviantere. Provianten består mest af sukker, masser af sukker. Sodavand, is og kage indgår i Fars planer om, at holde samtlige Realiteter vågne hele vejen til Sjælland. Hele vejen hjem til mormor..

Sukkerets effekt er ikke til at tage fejl af.. En sprudlende, lettere overgearet søskendeflok stiger ombord på bus 888 for anden gang. Denne gang har Far en plan, som ikke alle ombordstigende er enig i. Planen består i al sin enkelthed i, at stige tilpas tidligt på bussen, så man selv kan vælge plads. Den uskrevne regel er, at man sætter sig på samme sæde som man forlod. Denne regel tilsidesættes af den enlige Far, der placerer sine sukker-dopede arvinger, ved et bord med 4 siddepladser omkring. Selv sætter han sig på dobbeltsædet bagved sammen med den yngste. Og så starter showet. Først ankommer et par forvirrede kvinder, der nemt kunne overtales til at finde et andet sted at sidde. De var vist i virkeligheden i tvivl om, hvor de havde siddet før. Dernæst stiller en mandsperson sig undrende overfor projektet. Denne går hurtigt videre ned i bussen med uforrettet sag. Endelig kommer hun. Den tykke dame. Man fornemmer tydeligt, at intet er ovre før hun begynder at synge, og hold da kæft. Hun var bestemt ikke med på ideen om, at Far skulle sidde i nærheden af de 5 dopede børn. Hun holdt stædigt fast i sin ret til at gøre som hun plejede, og hun var helt sikkert vandt til, at få sin vilje. Den næstældste påpegede senere, at hendes arme var dobbelt så tykke som deres fætters, hvilket er en intern, men ganske overvældende og skarp bemærkning.Damen mente at regler var regler og, at vi godt kunne finde ned til de pladser vi havde forladt.

Far sagde dernæst, sådan cirka, følgende til den tykke dame: ”Jeg er selv et vanemenneske. Jeg har for vane at skide efter morgenkaffen og gå alt for sent i seng, men jeg har ikke noget problem med, hvor jeg sidder i bussen. Det synes jeg heller ikke du skal ha i dag. Hvad jeg foretager mig her, netop nu, er i almenvellets interesser. Jeg kan ikke garantere for konsekvenserne af, at slippe 5 saccharose-pumpede børn fri i den her bus. Du ville i virkeligheden gøre alle herinde en tjeneste, hvis du klappede i og fandt dig en ledig plads nede bagi bussen”.

Chaufførens interesse var for længst blevet vagt, men han foretog sig intet. Han ville også have haft problemer med argumenterne. Reglen fandtes jo ikke..

Damen havde for længst trukket sig da bussen nåede Vig station. Vores endestation for denne gang. Realiteterne kunne endelig omfavne deres lækre mor..

At rejse er at leve..Man føler, at man lever..

Far

4 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.