Tid

Efter endnu en dag med almen kaos, levnes en lille stund til overvejelse. Der er ro i huset, klokken er tidlig nok til et par timers byggeri og kaffen er varm. Alt burde være i den skønneste orden, hvis ikke det var for de der små ting. De der ting du ikke ku nå..

Hvad du gerne vil nå i løbet af en dag, og hvad du rent faktisk når, er to vidt forskellige ting. Jeg mener, vidt forskellige. Man skal passe på ikke, at underkende, hvor lang tid ting tar..

Piet Hein satte engang fine ord på ovenstående problemstilling: ”Slid, men vid – ting tar tid”, hvilket rammer så klokke rent. Ting tar tid..

Generelt må det være..?? Ikke kun for Realiteternes Far, men for hele borgermusikken.
Det er vel ikke kun, fordi vi yngler som popcorn, herovre på øen, at tiden viser sig som knap. Man må prioritere, vælge fra, og til tider helt droppe planlagte aktiviteter. Af samme årsag er det farligt, at involvere Realiteterne i fremtidsplaner, før man er helt og fuldkommen sikker på, at planen gennemføres. Bliver planen ikke gennemført som lovet, er vi ude i et svigt. Et vildt ord, men den skulle være god nok.. Man skal holde, hvad man lover, ellers er det ikke fair. Det ved vi alle, også Far..

Alligevel falder Far i.. Man kan se skuffelsen i barnets ansigt længe inden, der er talt færdigt. Far.. Skulle vi ikke ned og fiske rejer..? Far.. Skulle vi ikke på jagt i dag..?

De der små episoder, hvor du er nødt til, at sige nej, til ting som du måske i virkeligheden nok, havde lovet en lille smule.. Der hvor du må sige ”ikke i dag” og hvor du står som et stort spørgsmålstegn og ikke aner, hvad du skal svare til det næste, og uundgåelige spørgsmål: ”Hvornår så Far..?”

Svaret eksisterer, som regel ikke. Spørgsmålet lader sig ikke besvare, idet Far helt reelt ikke kender svaret. Når familielivet kører efter et, når-Far–kommer-hjem-er-Mor–lige-gået-princip, er det ofte svært at svare på, hvordan morgendagen ser ud, rent tidsmæssigt..

Nogle faste prioriteringer i dagligdagen er svære at rokke, i flæng kunne nævnes; arbejde, madlavning, lektielæsning, indkøb, ulvetime, sengetider m.v., mens andre er relative, flytbare og tilfældige – mængden af legeaftaler og deres placering eksempelvis. Her åbnes, indimellem, op for det spontane. Er de 3 yngste Realiteter blevet enige om, at tilbringe eftermiddagen andetsteds end hjemme, er det pludselig muligt, at skyde den dér and, eller fange den dér reje, med de største Realiteter – og vice versa.

Spontaniteten må dyrkes og aftalerne må begrænses..

Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.