Klæder skaber folk..

Dagen starter med en monoton messen, af nærmest katolske dimensioner.. Den konstante lyd af barnestemmer, der siger det samme, igen og igen.  ”Det ønsker jeg mig.., Det ønsker jeg mig.., det ønsker jeg mig..”

Det har stået på i en måned nu og ventes, at tiltage de næste dage.. Alle 5 er med i koret, der synes konkurrencebetonet. Det handler vist om, at være den, der ønsker sig noget først, mest og længst. Underholdningsværdien er i top og der fabrikeres alenlange ønskelister.
Reklamemuren er så massiv, at den i flere tilfælde, har overbevist Realiteterne om, at ønske sig noget, de ejer i forvejen.. De bliver totalt mejet ned, af fiktive amerikanske kernefamiliebørns evne til, at få selv det mest simple stykke legetøj til at flyve og sige lyde. Selv fartstriber ses i reklamerne.. Fantastisk.. Sikke de kan, de reklamer. Sikken magt..

Kan nogen forestille sig, hvilken mængde af ubrugeligt skrammel, der ligger på første sal i vores hus. Der, hvor Realiteterne huserer. For tusinder og atter tusinder af kroner, der aldrig bliver brugt. De ender altid med, at lege med det helt klassiske. Dukker og biler.. Fantastisk..
Efter den 24. i denne måned, er bristepunktet formentligt nået. Der er tale om en decideret drivhuseffekt. Vi må skille os af med noget..

Vi kunne gøre som med tøjet, men den (for tiden) ringe børnemængde forhindrer det. Børnetøj på Anholt, går jo i ring, således at man tager størrelse 62 og stopper i en sæk. Den næste, der skal bruge størrelse 62, åbner sækken og beklæder sit afkom. På den måde er udgiften til børnetøj nærmest ikke eksisterende på Øen. Realiteterne sætter en ære i, at have tøj fra ”de store” og vil hellere have en sej hue brugt af den rigtige, frem for en ny fabrikslugtende én.. Dog hober tøjet sig i øjeblikket op i sække på loftet, hvilket også ville være tilfældet med legetøjet.

Der ligger naturligvis en slet skjult opfordring i disse ord. Flyt til Anholt og vi beklæder dit afkom gratis..
Far

5 Comments

  1. Thomas

    Hvor finder vi boliger til leje på Anholt?

    Vi overvejer – ikke på grund af tøjet, men af mange andre årsager virker Anholt tiltrækkende. Vi er en familie på 5, med online virksomhed.

  2. Lars Lindh

    Jeg ville gerne bidrage med flere börn på Anholt, men jeg steriliserade mig helt tilbage i 1974. Så må andre bidrage. Venlig hilsen, Lars Lindh, Varberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.