Myelin og pandelapper..

Hvor er de, Realiteterne? Altså ikke, hvor er de, men.. Hvad foregår der inde i hovedet på dem??
Det er i sandhed en videnskab, at sætte ord på, hvor barnet er. Hvilket udviklingstrin? Hvilket stadie er de på? Hvor gammel skal man være, før man husker fra sin næse til sin mund? Hvor gammel skal man være før, at der kan stilles krav om, ikke at tæve sin søster med en dukkevogn?

I det, godt og vel, 10 år lange forsøg Far har gjort på, at knække koden, er der blot kommet mere litteratur og nye teorier til. Forståelsen er ikke blevet lettere tilgængelig.

Der er bestemt ikke sparet på forskelligheden på børn, nu om dage. Før i tiden var børn vist nok ens. De gik i det samme tøj og havde de samme udfordringer. Sådan er det ikke længere. Nu er de individer. Nu har de alle brug for noget forskelligt, og der er forskel på, hvor udviklede deres pandelapper er, og hvornår de bliver fyldt op med myelin – altså pandelapperne. Det er nemlig dét der er interessant. ”Pandelapperne medvirker til planlægning af sammensat erkendelse, udtrykkelse af personlighed, beslutningstagning samt tilpasning af social adfærd”. Altså jo tidligere pandelapperne bliver fyldt op med myelin, jo tidligere kan man forvente, at barnet opfører sig en smule civiliseret. Dette sker dog først i seks- til syvårsalderen, hvortil nok må bemærkes, at ”det har Far opdaget..

Ikke nok med at der sker en ubegribelig mængde forandringer, fysisk i hjernen, så sker der også en masse psykiske forandringer, der både hører sammen med, og bestemt ikke hører sammen med, de fysiske ændringer. Fantastisk studie..

Realiteterne er ikke ens. Måske det ikke kræver nogen særlig eksamen, at regne det ud, men alligevel. De er slet ikke ens.. Ikke engang de to identiske af slagsen (5 år) er ens. Udseende stemmer meget godt overens, men det er også her det stopper. “Enæget-hed” har ikke noget med, hverken myelin eller personlighed at gøre. De er forskellige som nat og dag. Eller rettere, de bytter roller. I en tid, er det den ene, der bestemmer, og i en tid er det den anden. Hvis den ene har en dårlig periode, er den anden typisk rigtig godt fungerende. Dog ikke på en facon, så man tænker, at de lukrerer på hinanden. Det er vist bare sådan det er. Man får ikke fornemmelsen af, at de er lige langt, men man ved sjældent hvem, der er længst fremme, før det skifter til den anden. Når Far så oven i købet har tendens til, stadig, at kalde den ene for den andens navn, er forvirringen total..

Den yngste af Realiteterne (3 år), følger vist kurven meget pænt. Hun mangler myelin i en grad, som er synlig. Det er i hvert fald ikke nået pandelapperne endnu. Hun er et egocentrisk lille væsen, der i høj grad tager udgangspunkt i egne umiddelbare følelser. Hvad kan jeg lide og hvad kan jeg ikke lide. Begge holdninger giver hun udtryk for på meget tydelig, fysisk og højlydt facon.

Én af Realiteterne er et hankønsvæsen (8 år), og man er her ikke i tvivl, om forskellen på drenge og piger. I seksårsalderen mødes et sådant væsen, af voldsomme hormonstorme (mere testosteron), der ikke er til at tage fejl af. Der er i sandhed gang i raseriudbrud og søgen efter kønsidentitet. Dette fortager sig heldigvis, både i teorien og i praksis, i takt med den efterhånden velkendte, myelin-opfyldning af pandelapperne. Far takker for dette faktum og kan nu, midt i drengens andet skoleår, erklære ham for skolemoden.

Den ældste af dem (10 år). Hun har været skole-fuldmoden siden seksårsalderen og stormer frem. Rolig, motiveret, koncentreret og udstyret med en hjernekapacitet til at lære stort set alt. Altså, sådan var det i hvert fald, for et år siden, det der med motivationen.. men så kom der pludselig hormoner i vejen og nu ved ingen hvor vi ender..

Far priser sig lykkelig over, ikke at være barn i en tid, hvor der sker så meget inde i hjernen.

Far

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.