Bordet fanger..

Klokken 02.17 starter gråden igen. Denne gang er det ikke hende, hun ligger og sover trygt ved siden af Far. Klokken var 02.03 da søvnen indfandt sig. Hos hende altså. Timelang, mareridtsagtig søvngængersceance. En af de situationer, hvor intet hjælper. Der er simpelthen igen kontakt til barnet, der hverken kan vækkes eller trøstes. Kun tiden hjælper, tilsyneladende. Den nye gråd stammer fra et andet sted i lokalet. Far tumler ud af sengen, ikke en uvant situation, og finder sengen med det ulykkelige individ. En almindelig gråd, der er let at trøste væk. Søvnen genvindes og der er ro. Far når lige, at sætte sig på sengekanten, og er i færd med at lave ”trætte-fødder-op-i-seng-bevægelsen”, da en tredje lyd bryder stilheden. Den næststørste, hankønsvæsnet, er faldet ud af sengen med et gevaldigt brag. Han finder dog hurtigt tilbage igen og Far holder vejret. Stille som en Ninja udføres ”trætte-fødder-op-i-seng-bevægelsen”. Roen fortsætter.. Far falder i søvn..

Far ved, at det er oppe i tiden, at fortryde forældreskabet, og et øjeblik overvejes muligheden da også – ikke mindst næste morgen, da kaffemaskinen ikke vil makke ret. Dog kommer tankerne hurtigt til skamme, da den første, og så den næste af Realiteterne står op. Ingen kan tilsyneladende huske nattens hurlumhej, og alle er iført deres pæneste humør. Alt er i skønneste orden, og kaffen løber endelig, lige så fint, ud af maskinen.

De forbudte tanker. I Fars verden, findes den slags tanker ikke. Nok findes de tanker, andre mener, er forbudte, de er bare ikke forbudte her. Far indrømmer gerne, at han adskillige gange, seriøst, har overvejet at kaste en skrigende urostifter ud af vinduet. Bare for at få ro. Tankerne er vigtige, at erkende. Vigtige sågar at sætte ord på, således at afstanden fra tanke til handling øges. Mon ikke det er en manglende erkendelse af de forbudte tankers manglende forbudthed, der leder ” Regretting Motherhood” til, helt at fortryde forældreskabet..? (Kringlet sætning) Erkend det! Fat det! Lev med det.. Det er pisse hårdt, at være forældre. Og indimellem brænder det på. Mennesket er således indrettet, at det enten flygter eller slås, når presset vokser. Jo flere gange vi indrømmer, at vi var lige ved at flygte – lige ved at give op, jo stærkere bliver vi. Ikke at det på nogen måde er understøttet videnskabeligt. Det er bare ren logik..

 Et massivt tabu er det, at fortryde forældreskabet. En forståelse kan også være svær at opnå, især når situationen, selvsagt, ikke lader sig fortryde – bordet fanger. Der er ingen vej tilbage til den evindelige egoistiske tilværelse, før krigen brød ud. På sin vis er det tåbeligt, at diskutere det. Man skulle snarere tale om, hvordan, man er forældre. At samfundet har et glansbillede af, hvordan forældreskabet skal forløbe, og hvilke følelser der, absolut, skal være hos den enkelte mor eller far. Det må samfundet da om. Det er vel op til den enkelte, om deres børn skal gå i genbrugstøj eller ny Hummel, om barnet spiser fisk eller falafel. Kom nu.. Fald ikke for alt det der! Vi lærte som børn, at det var lige meget om man havde det ”rigtige” tøj eller legede med den ene eller den anden. Hvorfra kommer så denne uselvstændighed. Man savner den egoistiske tilværelse, uden børn, og glemmer så fuldstændig egoismen. Du er stadig dig. Det er stadig dig, der bestemmer. Nu bestemmer du oven i købet over et barn også. Det er en bonus. Kom nu..  

Det er ikke altid lyserødt og lykkeligt, at være Far, men du bestemmer selv, hvordan.. Du bestemmer din gøren og laden, ligesom Far bestemmer sin gøren og laden. Så lad os få lidt mere gøren og lidt mindre laden..

“How far to the Barn..” ?

Far

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.