Oktober

Oktober

Realiteterne kikker ned i Fars kurv og griner. De er enige om, at de er bedre til, både at finde og at plukke de små bær end han. De tager opgaven alvorligt, meget alvorligt. De ænser ikke, at vi har været afsted i snart 3 timer med blot nogle få vandpauser. De løber ud og ind imellem de lave buske. De kravler igennem krat og revling uden vrøvl og uden slagsmål. De er fulde af adrenalin, i kampen om det blåsorte guld.

Ørkenen bliver mindre, jo ældre de bliver. Der er ikke længere særlig langt på gåben fra skovbrynet, hvor alle kan finde de små kogler og til mosen, hvor porsen gror og hvor lokalkendskabet skal være en kende større for at få kurven fyldt. Det er ikke længere en dagsrejse for dem, at gå til fyret. De går bare. I dag er de ovenikøbet gode venner. En bror og fire søstre med en mission. At fylde kurven hurtigere end Far. De små fingre er lynhurtige, og deres kurve når at blive fyldt næsten helt op.. inden tiden – og den uundgåelige hverdag sætter en stopper for plukkeriet.

Denne dag er et forskud på næste uges glæder. Den store ”Plukkedyst”, hvor der igen og igen bliver sagt ”værsgo at pluk” og hvor folk valfarter til øen for at plukke bær, spise gule ærter og drikke gin. En gin, der på flere planer er med til at ændre hverdagen i vores lille familie.

Realiteterne har efterhånden alle lært forskellen på bjørneklo og kvan og de ved noget om specielt én kryddersnaps. De har alle sammen smagt den. De har set den stå i kælderen eller i spisekammeret i de forskellige hjem, siden de var helt små. Smagen varierer fra hus til hus, men den er der; Enebærsnapsen… Efter de gamle hemmelige opskrifter. Som oldefar lavede den.

Der er mange varianter med forskellige nuancer. En er rund, en anden er bitter. I en er der brugt kvan, i en anden er der lyng. Fælles for dem alle er, at de drikkes rent. De drikkes i små glas ved stuetemperatur og smagen af enebær er gennemtrængende, bitter, sød og forførende. Som udgangspunkt hælder man ikke sodavand ned i sin kryddersnaps. Det hører sig ligesom ikke til. Det ville resultere i megen tumult, at fyre en ananasvand a ned i naboens porsesnaps. Lige så vel som ingen ville hælde tonic-vand i en enebærsnaps. Den skal drikkes som den er..

Nu laves der gin, men det er næsten det samme.

Realiteterne kender duften. De kender de rigtige planter og ved hvor de findes. Vigtigheden i opdragelse indenfor kryddersnaps skal man ikke tage fejl af. Der findes to typer af mennesker her i verden. Der er dem, der kan lave snaps og lappe cykler, og så er der dem, der ikke kan. Far har ingen planer om, at sende Realiteterne ud i verden som nogle af de sidstnævnte.

Turen hjem bliver en anelse længere end forventet. Den aldrende Ford 3000, der havde bragt plukkeholdet til destinationen, lod sig ikke starte. En begivenhed, der egentlig aldrig kommer som en overraskelse – blot ubelejligt. End ikke dette kunne slå Realiteterne ud. De fløj igennem ørkenen, hjemad, uden klynk og uden beklagelser.

Glædelig plukkeuge

Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.