Multitasking – En umulighed for mænd..

 

Efter en kort pause fortsættes skriveriet..

De sidste dage har været en smule hektiske, hvilket har medført den beklagelige tavshed her på siden. Nu er der lidt mindre fart på og.. – der er jo sagt A så vi skulle nødigt stoppe før et godt stykke efter B..

De syge børn har været mange i denne uge, hvor en eller anden virus har ramt Anholt. Mine har alle været underdrejet. Når det ene barn er ved at være rask, begynder den næste at skrænte. Indimellem er der flere børn syge på én gang.. Tiden havde været brugt mere hensigtsmæssigt ved alle 5 børn på én gang, men..

I dag virker det hele atter normalt. Alle børn i institution og forældrene på arbejde. Far arbejder hjemme efter kl. 14, hvor også de to store kommer hjem. Den hjemlige ombygning tager form og alt er fryd og gammen. Moderen i familien har fri imellem 14.00 – 18.00, hvilket skaber rum for lidt ekstra isolering i det nye loft. Kl. 15.30 forlader moderen hjemmet med det formål, at hjembringe de tre mindre børn. Herefter laver moderen og den yngste af de to identiske realiteter mad. Den står på pizza. En menu, der allerede skulle påbegyndes kl. 14.30 idet dejen skulle fabrikeres. Der indtages 4 store, ganske velsmagende, pizzaer til aftensmad kl. 17.30. Vi spiser 17.30 her i huset, da moderen skal af sted på arbejde igen kl. 18..

Kl. ca. 18.00 rejser far sig fra middagsbordet (se i øvrigt billede af bordet på siden ”hvem er jeg”!) og fylder vand i badekaret. Realiteterne skal vaskes. Der vaskes 5 realiteter (de to store vasker mest sig selv) og klippes 100 negle, hvorefter det vildeste garn på øen skal redes ud. Den yngste af de små nægter, forståeligt nok, at få redt sit vilde hår, hvorfor faren må ty til snedige metoder. Herom senere..

Efter bad og hår, står den på nattøj og tandbørster. De proppes alle, efter alder, under dynen med historie og godnatsang. Den lækre Mor til 5 ankommer, desværre for sent, til seancen og må nøjes med far indtil hun skal på arbejde igen kl. 22.30..

Nu kunne læseren forledes til at tro, at der venter en uoverstigelig opgave i form af 5 madpakker. Opgaven venter, men den er ikke uoverstigelig. Når far smører madpakker falder der nemlig ofte krummer af til ham selv. Der tændes musik og madder prøvesmages. Der skulle jo nødigt være dårlige rosiner i pølseenden.

Far

 

 

6 Comments

  1. Christian

    Sq god Læsning og en fornøjelse, at kunne følge med på sidelinjen samt at høre/læse dit syn på livets almindelighed. Du er stadig en enestående person min kære gamle ven !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.